Baggrund

     


Baggrund




Links

Pallasweb,
Introduktion til ikoner

Den Ortodokse Kirke
og dens ikoner


Den Fynske Opera

Mit arbejdsfelt er stort, og jeg har gennem tiden vendt blikket i mange retninger i nysgerrighed og for at finde min niche.

Via min uddannelse som billedkunstner har det været naturligt og nødvendigt for mig at udforske forskellige maleteknikker og indfaldsvinkler for at finde lige præcis mit udtryk.

Arbejdet med ikoner er blevet mit foretrukne arbejdsområde i de seneste år sammen med studiet af islamiske mønstre, som jeg finder meget fascinerende.

Gennem rejser til Grækenland og deltagelse i ikonmalekurser har jeg fået indsigt i det fantastiske område, det er at male ikoner. Teknikkerne er de samme, som ikonmalerne brugte i Byzants' storhedstid (330 - 1453) med ægtempera og bladguld på en kridtgrund.

Ikonmaleri er en hård disciplin, som kræver fordybelse og tålmodighed. Ægtempera og bladguld kan være meget utaknemmelige medier, hvis man er stresset eller urolig på hånden.

Gentagelsen og kompleksiteten i islamiske mønstre, som kan give beskueren en rolig og næsten religiøs oplevelse, er jeg meget optaget af. Denne mærkelige enkelhed og ro i de komplicerede mønstre er helt fantastisk. Jeg har i de seneste fem år været på rejser i Nordafrika og fundet en masse inspiration.

Jeg har arbejdet en del med scenografi, fortrinsvis på Den Fynske Opera, da musikken også har et vist tag i mig. Illusionen har altid optaget mig, og jeg bliver aldrig færdig med at undre mig over de effekter, som er mulige med lyssætning, farver og kulisser. Desuden er det spændende at være del af et team. Som billedkunstner arbejder man oftest alene og er sin egen arbejdsgiver. Det kan derfor være interessant at opleve den hektiske stemning op til en premiere.

Min uddannelse som maletekniker og farvesætter har bl.a. givet mig mulighed for at arbejde med historiske maleteknikker. Disse teknikker har jeg ofte brugt i teatermaleopgaver og udsmykninger. At få et billigt stykke træ til at ligne en kostbar marmorplade, og at få et billigt fyrretræsmøbel til at ligne en million ved at lægge bladguld på er også taknemmeligt og ganske morsomt.

 

Hop til forsiden